Find nye medier til dit Affiliate program


Når du annoncerer via Affiliates er det vigtig at holde øje med nye, potentielle medier, som du kan udvide dit affiliate program med. Det er der flere gode grunde til:

  • Flere medier giver mere synlighed, mere omtale og potentielt mere trafik. Det betyder flere salg til dig og dermed en højere omsætning.  

  • Når du er synlig på flere medier, virker din virksomhed større, og din troværdighed vil stige. Når folk har tiltro til din virksomhed, vil de være mere tilbøjelige til at købe af dig. 

Med andre ord: jo mere synlighed, jo mere troværdighed og potentielt flere salg til dig. 

Du får her 5 metoder, som kan hjælpe dig godt i gang med at finde nye medier til dit Affiliate setup. 

Tjek konkurrenternes indgående links

Den første metode, vi vil anbefale at bruge, er at tjekke dine konkurrenters indgående links (backlink). Der kan nemlig være rigtig meget god og brugbar inspiration i at se, hvordan andre virksomheder med lignende produkter og/eller målgrupper har valgt at markedsføre sig.

Brug et SEO værktøj - AHREFS

Til at undersøge dine konkurrenters backlinks kan du fx anvende værktøjet AHREFS. Det er et SEO værktøj, der kan fortælle, hvilke hjemmesider der linker til din - eller din konkurrents side.

AHREFS viser ikke direkte, hvilke sider der er Affiliates, men det kan du selv undersøge nærmere, når du har overblikket.

Lad os tage et eksempel

Når du anvender AHREFS, skal du starte med at indtaste adressen på den hjemmeside, du vil undersøge. Herefter kigger du på “Backlinks”. Her vil du få en oversigt over alle konkrete websites, der omtaler din konkurrent med et link.

Eksempel fra AHREFS, der viser en oversigt over, hvor konkurrenter annoncerer. Adlead Affiliate

I vores eksempel kan man bl.a. se, at siden www.elle.dk har en underside, der linker ind til et produkt på Zalandos hjemmeside.

I kolonnen DR (Domain Rating) kan du se, hvor højt AHREFS vurderer, at kvaliteten af sitet er. Du kan også se, hvor mange websites, der fører ind til den enkelte link side under kolonnen "Referring domains”. 

Så starter arbejdet

Klikker du på "Referring domains” i kolonnen til højre, vil du få en samlet liste over de domæner, som linker til den hjemmeside, du søger på. Eksporter din liste med websites ud i et eksternt ark. Her kan du starte med at frasortere infosites og Wikipedia-lignende sider med det samme.

Når listen er renset, starter arbejdet for alvor.


Nu undersøger du hver enkelt side, og tjekker om den promoverer affiliate sites, eller om det er en redaktionel artikel, som bl.a. beskriver konkurrenten. Disse kan du vælge at frasortere i arket i anden runde.

Tag kontakt til relevante sider

Når du har den rene liste med affiliate-sider, kan du gå i gang med at kontakte dem én for én med din egen affiliate-kampagne.

At undersøge sine konkurrenter på denne måde kan virke som lidt af et gravearbejde. Det vil dog oftest være indsatsen værd, da du får et dybt indblik i, hvor dine konkurrenter er synlige og hvor de - måske - har prioriteret at lægge en indsats for at blive omtalt. På den måde, kan du bygge videre på deres gode arbejde.

TIP: AHREFS kommer i en betalt version og en gratis version. Vi har anvendt den betalte til eksemplet her, men du kan sagtens anvende den gratis version til en hurtig søgning.

En god google søgning

Nu skal vi en tur på Google. Her kan du nemlig lave en række søgninger, så du finder frem til niche sider, der taler specifikt til din målgruppe. Der findes forskellige søgemetoder, som kan hjælpe dig med at finde frem til affiliate sites.

Brug Googles egne søgeoperatorer

Google indeholder nogle søgeoperatører, som kan hjælpe dig med at få mere præcise resultater på dine søgninger. De fleste kommandoer virker også, hvis du bruger Bing eller Yahoo. Der findes omkring 40 forskellige søgeoperatører og en hurtig google søgning vil hurtigt kunne skaffe dig en komplet liste over de forskellige. 

Vi fremhæver et par stykker her:

Allintext:

Du kan fx bruge søgemetoden, hvor du skriver “allintext:” efterfulgt af de søgeord, du er interesseret i. Google vil nu finde resultater, der indeholder alle de specifikke ord et sted på siden. 

En søgning kan fx se sådan ud: Allintext: afbudsrejse+anmeldelse

Et affiliate site vil ofte indeholder ord som: “anmeldelse”, “tilbud”, “bedømmelse” eller “bedste XX”. Du kan derfor med fordel søge på et emne kombineret med disse ord. 

Inurl:

Når du anvender søgeoperatøren inurl: får du resultater, hvor URL’en indeholder dit specifikke søgeord. Det kunne fx være inurl:rejser, hvis du gerne vil finde sider, der anbefaler, bedømmer eller sælger rejser. 

Med Googles eget værktøj: “Værktøjer”, kan du desuden filtrere på resultaterne, så du kun ser nyere resultater, fx fra den seneste måned. Dette kan du anvende, hvis du løbende tjekker for nye medier, og derfor kun er interesseret i at se, om der er kommet nye medier til, siden din sidste søgning. 

Alle websites kan indeholde Affiliate links

I dine søgninger vil du også støde på sites, som ikke er deciderede affiliate sider, men som stadig er relevante. Det kan fx være sider, som nævner din virksomhed, men som ikke linker til et Affiliate link.

Når du finder et site, som du synes ser interessant ud, så tjek det evt i AHREFS og se, om det er et aktivt site. Hvis siden er aktiv, kan du henvende dig til dem direkte og tilbyde dem et affiliate-link, som giver dem en kommission, når de genererer et salg. 


Inden du tager kontakt, skal du lige være OBS på, om du allerede har købt et SEO link til den specifikke side.

SEO link kontra Affiliate link

Der er forskel på et SEO link og et Affiliate link.

SEO link: Du kan betale for rene SEO links for at styrke linkbuildingen på din hjemmeside. Et SEO link vil ikke have tracking kode tilkoblet, og derfor vil det tælle med, når Google laver en kvalitetsscore af din hjemmeside.

Affiliate link: vil have en tracking kode i enden, som hjælper dig med at identificere, hvor trafikken er kommet fra. Et affiliate link tæller ikke med i din Google rangering, da Google godt kan genkende et affiliate link som betalt.

Når du finder nye medier, som allerede har et link til dit website, så sørg for at tjekke med dit bureau, at det ikke er et link, som du allerede har betalt for som SEO link.

Abonner på tilbudsmails

Metode nr. 3 handler også om at holde øje med konkurrenterne. Tilmeld dig forskellige tilbudsmails, som giver dig besked, når der er nye tilbud, som kunne interessere dig. Det kan fx være All2day.

Sørg for at tilmelde dig tilbud i de kategorier, som du selv tilbyder. På den måde kan du få et indblik i, hvad dine konkurrenter kører kampagner for, og hvilke affiliates de benytter sig af. 

Når du modtager tilbudsmails, bliver du (måske) opmærksom på affiliates, som er interesserede i at promovere virksomheder, der forhandler samme typer produkter som dig, leveret direkte i indbakken.  

Opsøg Facebook grupper inden for Affiliate Marketing

Der findes Facebookgrupper for alt - også Affiliate Marketing.

Med en hurtig søgning, kan du finde forskellige Facebook grupper, hvor du kan søge inspiration til, hvilke affiliates der kan være interessante for din virksomhed. Det er fx Affiliatemarketing.dk.

Hold dig til emnet

Når du beder om råd inde i en Affiliate FB gruppe, så skal du selv kunne bidrage med noget. Det vil oftest være, at du kan bidrage med en måde for gruppemedlemmer, hvorpå de kan tjene flere penge. 

Du kan fx beskrive hvad din virksomhed sælger, hvilke kampagner du er interesseret i at køre, og hvor høj en konverteringsrate jeres landingpage har. På den måde klæder du netværket godt på til at byde ind med forslag til konkrete affiliates, der kan være relevante for dig.   

Du skal være opmærksom på, at det er dårlig stil at benytte disse FB grupper til at reklamere for din virksomhed eller dine produkter. Hold dig til emnet, så kommer du længst. 

Gå på opdagelse i din egen baghave

Og med baghave mener vi selvfølgelig din egen Google Analytics (eller hvilket tracking system du nu anvender). Vores sidste metode er nemlig en lavthængende frugt, som hurtigt kan berige dit affiliate program. 

Du kan bruge din egen Google Analytics til at finde ud af, hvilke sider der historisk har ledt trafik ind på dit website. Dette findes under “henvisningstrafik”, og her kan der gemme sig guld. Måske er din side/dineprodukter blevet omtalt på en blog eller et website et sted og har sendt trafik i din retning. 

Du behøver ikke kun at lede efter medier blandt etablerede affiliate sites. Du kan, som vi nævnte tidligere, lave en affiliateaftale med alle typer websites, der kan have relevans for dig.

Sælger du gryder? så kan en madblogger måske være en stor trafikkilde for dig, hvis du kan overbevise vedkommende om, at dit produkt er værd at omtale. 

Det var vores liste med 5 gode råd. Vi håber, at du kan bruge den.

Hvis du har nogen spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os.